Hmm...

Månelandingen - har vi været der?



I følge NASA, landede mennesker for første gang på månen i 1969.

Har vi mennesker været på månen? Spørgsmålet der deler folk i to grupper og som nok aldrig bliver utvetydigt bevist/modbevist, men derfor kan man jo godt gøre sig sine egne tanker om det.


“Men det må vi nok hellere lade eksperterne om, vi ved jo ingenting om den slags”, tænker du måske.
I så fald fornærmer du din egen intelligens på det groveste.

Hvorfor skulle du og jeg ikke, som “almindelige” mennesker kunne komme til fornuftige konklutioner bare fordi vi ikke har et afgangsbevis på det ene eller det andet?

“Eksperterne” er jo kun blevet “eksperter” fordi de har gennemgået skoleforløb lavet af almindelige mennesker og derefter fået et stempel – almindelige menneskers måde at udklække “eksperter” på.

Der fødes ikke supermennesker og standard mennesker, der fødes kun mennesker!


Det der gør mennesker til virkelige “eksperter” i en eller anden retning, er praktisk erfaring indenfor et givent område- Jo mere erfaring, jo mere ekspert.

Påstanden i en given sag er aldrig sandhed for dem den er i opposition hertil, medmindre den er så tydeligt indlysende at den ikke kan afvises.

Kan påstanden omvendt ikke modbevises, eller kan det modsatte af påstanden ikke bevises, må påstanden nødvendigvis anses som værende sandheden i denne sag.

Sandheden påstås under tiden at være sandhed af subjektive grunde, såsom stolthed, fordom, ønsket om anderkendelse, frygt for ydmygelse osv. Skal man finde sandheden i en sag skal den belyses fra alle vinkler og vurderes i forhold til almindelig sund fornuft, i forhold til hvad der kan bevises og ikke mindst i forhold til hvad der ikke kan bevises.


Ikke alle der bliver dømt i en, eksempelvis, mordsag bliver dømt på direkte beviser, men bliver dømt på hvad beviserne siger, og på om deres historie hænger sammen med hvad der er muligt, sandsynligt, logisk, typisk, fysisk muligt osv.

Når de indirekte beviser således er stærkere end en eventuel anklagets utroværdige historie om uskyld, kan han findes skyldig – ganske enkelt fordi hans historie ikke kan være rigtig sammenlignet med de overvældende vidnesbyrd om det modsatte.


Det ville være katastrofalt først at vælge udfaldet af en sag for så derefter prøve at få beviserne til at passe ind i en historie der ender med det forudantagede resultat. Ingen ville have tillid til et sådan retssystem – ville du?


På samme måde må man belyse “månelandengen” fra flere sider, før man kan vurdere om man selv vil tro på den eller ej. Jeg siger ikke at man ikke skal tro på månelandingen, men hvis man tror på månelandingen alene fordi man er opflasket med at det er rigtigt, så bør man spørge sig selv om man ikke bare er som en gnu der løber over sletterne og følger flokken, alene fordi alle de andre gør det.


Menneskers måde at tænke på


Vi kender alle det sociale eksperiment med et skjult kamera og en tigger i grimt tøj som beder folk om penge til bussen. Ingen vil give ham noget, han er jo bare en ussel tigger som man ringeagter, men når man giver den samme mand et jakkesæt på og laver samme eksperiment, giver rigtig mange ham nogle mønter eller mindre sedler, hvorfor?


Man bliver bare mere tiltrukket til en der ligner at han “er noget” og automatisk har man også mere tillid til en sådan person selvom man kender ham lige så lidt som man kendte ham i det grimme tøj.

Det er min opfattelse at det er de samme psykologiske mekanismer der kommer til udtryk når man taler om månelandingen (og mange andre ting som kategoriseres som "konspirationsteorier").

NASA er for stor og magtfuld en institution til at man vil ringeagte dem og deres. Hvis de siger at vi har været på månen så ‘har vi da været på månen’.

Det er det klassiske “kejserens nye klæder”-syndrom, ‘man vil jo ikke være dum’ som folk tænkte, da de så den nøgne kejser og erklærede deres bifald til det nye flotte sæt “tøj”.

Der var bare ikke nogle beviser på noget tøj, men det modsatte. Alligevel accepterede folket magthavernes påstande, på trods af at det modsatte kunne ses.

Med det i baghovedet kan man spørge sig selv om hvad der taler for og imod at månelandingen skulle være go’ nok.

Her er mine egne (og andres) argumenter for og imod at det skulle have fundet sted.


Det vil føre for vidt at fremlægge og begrunde dem alle, så her er nogle af de mest (efter min mening) tungtvejende.

For:

  • NASA påstår at have været der.
  • Filmklip af at astronauterne går på månen, hopper på månen og placerer et flag på månen.
  • Mange mennesker skulle holde mund med det hvis det var en and.
  • Teknologien til at fake en månelanding var ikke tilstede i 1969.

Imod:

  • Filmklippene er grynede og i sagens natur umulige at verificere ægtheden på.
  • Flaget blafrer på månen hvor der er lufttomt.
  • Der er beviseligt flere end én lyskilde til at oplyse sceneriet. Det kan ses på “astronautens” støvle, en dunk der reflekterer lys på trods af at den er fotograferet fra skyggesiden, for bare at nævne et par stykker.
  • “astronauten” som tager billedet af den anden “astronaut” (det på denne side, lav evt en google-søgning for et større billede) skal være omkring 60 cm højere end ham han tager et billede af, for det er taget i fugleperspektiv.
  • På samme billede står de to “astronauter” direkte overfor hinanden, men deres skygger falder i forskellige retninger.
  • Ingen film/dokumentation af selve landingen på månen (Det mest prestigefyldte og ikoniske ved hele oprationen har de simpelthen valgt IKKE at filme).
  • Ufattelig hurtig og klar kommunikation til og fra månen (og så i 1969). Selv i dag er der forsinkelse på når de kommunikerer med “astronauterne” i “rummet”
  • Sølvpapiragtig og “pappet” rumkapsel.
  • Hvorfor påstår NASA at have været på månen, hvad kan de dog have af motiv? Penge og prestige alene ville da ikke få dem til at lyve…
  • Hvis teknologien til at fake en månelanding ikke var tilstede i 1969 så var teknologien til at REJSE til månen og retur igen da SLET IKKE.
  • Man har aldrig været der igen efter de angiveligt gennemførte Apollo “missioner”,  man har ikke længere teknologien til at tage til månen – nå ja, den teknologiske udvikling går jo hele tiden tilbage…
  • Man har angiveligt sendt et rumskib til mars, det har man teknologien til, men månen kan man ikke komme op til “igen”.
  • I dag kan der sidde kameralinser i enhver telefon, drone, aktionkamera, overvågningskamera, ur, kuglepen, computer og man kunne blive ved, uheldigvis ikke i et milliard-dyrt rumprograms landingsmodul så igen har man ikke billeder af “marslandingen” på trods af at kameraer og hukommelseskort på utallige GB koster nada i dag. Endnu et ikonisk og historisk øjeblik valgte man at lade være med at filme. Er man bange for at afsløre noget?
  • Hvor mange mennesker behøvede egentlig at vide at det var fake? Dem der sidder i “kontrolrummet” og kigger på skærme (som vi i øvrigt aldrig ser hvad der er på) kan lige så godt være ført bag lyset. I teorien kunne en halv snes mennesker være direkte indvolveret i løgnen og resten ført bag lyset.
  • NASAa “bedste” våben imod beskyldningerne er at latterliggøre beviserne imod dem, på trods af deres overvældende antal og karakter, i stedet for at modbevise dem, eller endnu bedre; at begynde at bevise noget i det hele taget.

Der er som sagt mange flere ting der kunne trækkes frem.  Prøv eksempelvis selv at undersøge tingene lidt og se med realistiske briller på det du finder. Prøv at google “bubbles in space” og forklar overfor dig selv og måske endda andre, hvordan der kan være bobler i rummet, og hvis det ikke er bobler, hvad er det så?

Jeg siger bare:

Hvis det ligner en kat, lyder som en kat, går som en kat, hvorfor så ikke bare tro på at det er en kat?

Billeder fra NASA selv


Folkeskolen - og hvad så?



Når jeg skal pudse vinduerne i huset, tager jeg en hammer og begynder at slå på væggen med den.

“Tosse” tænker du nok, men hvorfor? En hammer er da et stykke værktøj og det kræver værktøj at pudse vinduer, ikke?

Nå ja, indrømmet, en hammer er det forkerte værktøj til den slags og væggen er heller ikke den der skal arbejdes på for at nå målet – forkert værktøj, forkert fremgangsmåde, det ved alle. Det ved alle fordi det er logik!


Sådan forholder det sig beklageligvis ikke med folkeskolen. En gammel og forældet institution der absolut ikke er fulgt med tiden og i virkeligheden har det altid været en forbier af de helt store, sådan menneskeligt set.


Mennesker er alle forskellige og vi er i tidernes morgen skabt til at lære, lige fra vi var små spædbørn der lå i maven lærte vi. Vi lærte lyde, bevægelser, stemninger og alt det vi som mennesker endnu ikke har fundet ud af at man lærer inden man er blevet født fordi vi ganske enkelt ikke er så kloge som vi tror vi er.


Vel ude af maven kan vi så begynde at lære mere. Vi lærer og lærer og lærer, helt uden at nogen har fortalt os at det er noget vi skal, det sker bare, hvorfor? Vi kan ganske enkelt ikke lade være med at lære, om vi så ville. Hvis man falder og slår sig har man lært noget, hvis man piller næse for første gang har man lært noget, hvis man slår en våd prut har man lært noget meget vigtigt!


Nå men så må to personer på fem år jo vide præcis det samme for de har jo præcis samme alder og ingen af dem går i skole endnu og har ikke lært noget dér. Nå ikke?

Det er ganske rigtigt dybt latterligt og det beviser bare at læring foregår på mange måder og i forskellige tempi, der er ikke én skabelon for individuelle mennesker med individuelle evner, drømme, interesser og ydre forhold.


“Sådan har vi altid gjort”


Verdens dårligste argument for at gøre noget der ikke virker, men ikke desto mindre er det folkeskolens stærkeste argument for “mere af det samme hvis det andet ikke virker”, lidt som at slå hårdere, hurtigere og mere vedvarende med hammeren hvis vinduerne ikke bliver rene af de første slag.


Hvad skal man lære 2. og 3. grads ligninger for, hvor tit har man egentlig lige haft brug for dem? og hvorfor skal man absolut lære at tegne cirkler med en passer?

Nuvel det har da sin berettigelse, bevares, men hvis man skal lære alt bare for en sikkerheds skyld, så når man jo alligevel ingen vegne, ingen kan lære alt, men alle kan lære lidt/meget om det der interesserer dem og eller det som de rent faktisk skal bruge til noget.


Hvis man eksempelvis skal være arkitekt eller noget andet der indebærer tegning og beregning, så har matematikken og geometrien selvfølgelig sin berettigelse og så gider man også lære om det!


Men hvis man skal arbejde med/interesserer sig for noget med menneskelig interaktion og håndtering af dette, så har det ikke meget at gøre dér, og skulle man alligevel have lært det i skolen – og måske endda været god til det, vil det ganske sikkert glide i glemmebogen for man bruger det jo ikke.


Sådan er hjernen nu engang indrettet, at den sier det unødvendige fra og husker det man interesserer sig for/det man bruger/øver sig på.


“Jamen det er da meget godt at kunne”


Kun hvis man skal bruge det til noget! og den dag man skal bruge det til noget bliver det pludselig relevant og interessant og så skal man nok lære det for det er der ganske enkelt en god og fornuftig grund til, sværere er det ikke.

Hvis man skal prøve at gøre det lidt visuelt kan man vel sammenligne det et menneske kan lære inden for alle livets områder, med et kompas, hele vejen rundt og duh har lært alt.

Skolens kurs står til Vest Syd-Vest, det er hér vi måler, det er dét område hvorpå vi måler om du er dum eller klog, hurtig eller langsom, stærk eller svag – kald det hvad du vil, det er det præcis samme stempel uanset hvad man kalder det.


Men hvad med alt det andet der ikke måles på men som stadig er noget man lærer i livet?


Sådan kan man ganske enkelt ikke måle og kategorisere mennesker og deres evner, det er simpelthen for dumt.

Eksempel:

Ikke alle kan være den hurtigste læser i klassen. Sætter man sagen på spidsen kan der kun være én der er hurtigst, der er jo aldrig to der vinder guld, men det betyder jo ikke at dem der ikke læser lige så hurtigt ikke kan læse, men det betyder at de skal øve sig og støttes for at blive hurtigere.


Netop hér tillader jeg mig at stille spørgsmålstegn ved er om det absolut også skal gå hurtigere, ikke fordi det ikke gå hurtigere men er det absolut nødvendigt?

Om man læser 200 ord i minuttet eller 300 er vel sekundært, det vigtigste må vel være om man forstår det man læser, så kan hastigheden altid komme af sig selv hvilket den automatisk vil gøre når man finder glæde ved at læse og det finder man vel kun hvis det læste giver mening fordi man får fat i meningen, og det får man vel bedst når man læser i sit eget tempo.?


Mennesket er skruet sådan sammen at når man får ros bliver man ansporet til at gøre det endnu bedre næste gang, men ”pisk” gør os modløse eller trodsige og ingen af de to følelser er konstruktive.


Jeg mener bare at det elever skal vurderes i forhold til, er eleven selv og ikke i forhold til et skema der fortæller hvad folk normalt kan og ikke kan.


Skolerne i dag bliver målt og vejet på hvor gode eleverne er og det er dermed en medspiller i det ræs. Problemet er bare at man måler skolen på eleverne som igen bliver målt på en delvis subjektiv vurdering af deres boglighed her og nu.

Der er så meget der ikke kan sættes karakterer på som for eksempel menneskelige egenskaber som man, i modsætning til karakterer, får brug for resten af livet.

 

Pointen må være er at selvom man ikke passer 100% ind i skolens skabelon, er det lige meget. Når eleverne går ud af skolen er de alle ens igen og ingen, ikke engang arbejdsgivere, interesserer sig for hvad man fik af karakterer. De vil hellere have en der interesserer sig for firmaet, gør et ansvarsfuldt stykke arbejde og møder til tiden hver dag - ting folkeskolen ikke lærer en og ikke måler på, og dermed ikke belønner.