Folkeskolen – og hva’ så!

Semi-excentrisk psykedelisk snæversyn - i overført betydning

Folkeskolen – og hva’ så!

10. May 2018 Ikke-kategoriseret 0

Når jeg skal pudse vinduerne i huset, tager jeg en hammer og begynder at slå på væggen med den.

“Tosse” tænker du nok, men hvorfor? En hammer er da et stykke værktøj og det kræver værktøj at pudse vinduer, ikke? Nå ja, indrømmet, en hammer er det forkerte værktøj til den slags og væggen er heller ikke den der skal arbejdes på for at nå målet – forkert værktøj, forkert fremgangsmåde, det ved alle. Det ved alle fordi det er logik!

Sådan forholder det sig beklageligvis ikke med folkeskolen. En gammel og forældet institution der absolut ikke er fulgt med tiden og i virkeligheden har det altid været en forbier af de helt store, sådan menneskeligt set.

Mennesker er alle forskellige og vi er i tidernes morgen skabt til at lære, lige fra vi var små spædbørn der lå i maven lærte vi. Vi lærte lyde, bevægelser, stemninger og alt det vi som mennesker endnu ikke har fundet ud af at man lærer inden man er blevet født fordi vi ganske enkelt ikke er så kloge som vi tror vi er.

Vel ude af maven kan vi så begynde at lære mere. Vi lærer og lærer og lærer, helt uden at nogen har fortalt os at det er noget vi skal, det sker bare, hvorfor? Vi kan ganske enkelt ikke lade være med at lære, om vi så ville. Hvis man falder og slår sig har man lært noget, hvis man piller næse for første gang har man lært noget, hvis man slår en våd prut har man lært noget meget vigtigt!

Nå men så må to personer på fem år jo vide præcis det samme for de har jo præcis samme alder og ingen af dem går i skole endnu og har ikke lært noget dér. Nå ikke? Det er ganske rigtigt dybt latterligt og det beviser bare at læring foregår på mange måder og i forskellige tempi, der er ikke én skabelon for individuelle mennesker med individuelle evner, drømme, interesser og ydre forhold.

“Sådan har vi altid gjort”

Verdens dårligste argument for at gøre noget der ikke virker, men ikke desto mindre er det folkeskolens stærkeste argument for “mere af det samme hvis det andet ikke virker”, lidt som at slå hårdere, hurtigere og mere vedvarende med hammeren hvis vinduerne ikke bliver rene af de første slag.

Hvad skal man lære 2. og 3. grads ligninger for, hvor tit har man egentlig lige haft brug for dem? og hvorfor skal man absolut lære at tegne cirkler med en passer? Nuvel det har da sin berettigelse, bevares, men hvis man skal lære alt bare for en sikkerheds skyld, så når man jo alligevel ingen vegne, ingen kan lære alt, men alle kan lære lidt/meget om det der interesserer dem og eller det som de rent faktisk skal bruge til noget.

Hvis man eksempelvis skal være arkitekt eller noget andet der indebærer tegning og beregning, så har matematikken og geometrien selvfølgelig sin berettigelse og så gider man også lære om det! Men hvis man skal arbejde med/interesserer sig for noget med menneskelig interaktion og håndtering af dette, så har det ikke meget at gøre dér, og skulle man alligevel have lært det i skolen – og måske endda været god til det, vil det ganske sikkert glide i glemmebogen for man bruger det jo ikke. Sådan er hjernen nu engang indrettet, at den sier det unødvendige fra og husker det man interesserer sig for/det man bruger/øver sig på.

“Jamen det er da meget godt at kunne”. Kun hvis man skal bruge det til noget! og den dag man skal bruge det til noget bliver det pludselig relevant og interessant og så skal man nok lære det for det er der ganske enkelt en god og fornuftig grund til, sværere er det ikke.

Hvis man skal prøve at gøre det lidt visuelt kan man vel sammenligne det et menneske kan lære inden for alle livets områder, med et kompas. Skolens kurs står til Vest Syd-Vest, det er her vi måler, det er det der definerer om du er dum eller klog, hurtig eller langsom, stærk eller svag – kald det hvad du vil, det er det præcis samme stempel uanset hvad man kalder det. Sådan kan man ganske enkelt ikke måle og kategorisere mennesker og deres evner, det er simpelthen for dumt.

Eksempel:

Ikke alle kan være den hurtigste læser i klassen. Sætter man sagen på spidsen kan der kun være én der er hurtigst, der er jo aldrig to der vinder guld, men det betyder jo ikke at dem der ikke læser lige så hurtigt ikke kan læse, men det betyder at de skal øve sig og støttes for at blive hurtigere.

Netop hér tillader jeg mig at stille spørgsmålstegn ved er om det absolut også skal gå hurtigere, ikke fordi det ikke gå hurtigere men er det absolut nødvendigt? Om man læser 200 ord i minuttet eller 300 er vel sekundært, det vigtigste må vel være om man forstår det man læser, så kan hastigheden altid komme af sig selv hvilket den automatisk vil gøre når man finder glæde ved at læse og det finder man vel kun hvis det læste giver mening fordi man får fat i meningen når man læser i sit eget tempo.

Mennesket er skruet sådan sammen at når man får ros bliver man ansporet til at gøre det endnu bedre næste gang, men ”pisk” gør os modløse eller trodsige og ingen af de to er konstruktive.

Jeg mener bare at det elever skal vurderes i forhold til eleven selv og ikke i forhold til et skema der fortæller hvad folk normalt kan og ikke kan.

Skolerne i dag bliver målt og vejet på hvor gode eleverne er og det er dermed en medspiller i det ræs. Problemet er bare at man måler skolen på eleverne som igen bliver målt på en delvis subjektiv vurdering af deres boglighed her og nu. Der er så meget der ikke kan sættes karakterer på som for eksempel menneskelige egenskaber som man, i modsætning til karakterer, får brug for resten af livet.

 

Pointen må være er at selvom man ikke passer 100% ind i skolens skabelon, er det lige meget. Når eleverne går ud af skolen er de alle ens igen og ingen interesserer sig for hvad man fik af karakterer og de er nærmest også ubrugelige.

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *